DESTINATION FINLAND

Eksotiske vinterdage i Finland 2025

Oplevelser i verden af sne, nordlys,rene og verdens lykkeligste folk

23.2. - 26.2.2025

Pris per person dkr 8.895 inkluderer

Fly med Finnair København-Helsinki-Kittilä t/r inkl. 23 kgs bagage

2 nætter i dobbeltværelse med morgenmad på Hotel Hullu Poro 

 1 nat i Aurora Pyramid inkl. suppefrokost - morgen- og middagsbuffet 

Husky safari 8 km 

Transport fra Aurora Pyramider til Kittilä lufthavn 

Destination Finland kan være behjælpelig at reservere aktiviteter

Program

23.2.25          8.40               afrejse København

Søndag          11.15             ankomst Helsinki

                      12.20              afrejse Helsinki

                      13.50              ankomst Kittilä

Lufthavnsbus til Hotel Hullu Poro,Levi – turen koster eur 10 per person

24.2.25          Morgenbuffet på restaurant Taivas

Mandag        Fri aktiviteter

25.2.25          Morgenmad på hotellet

Tirsdag          9.00 -12.00 Husky safari  

                         Bustransport til Aurora Pyramider

                         Suppe frokost i Tonttula Cafe

                         Fri entre til Elves Village ( eventyrland )

                         Buffetmiddag i Tonttula Cafe

26.2.2025      9.00-10.00     morgenbuffet

Søndag         11.30             Bus transport til Kittilä lufthavn

                                           13.40 afrejse Kittilä

                                           15.10 ankomst Helsinki

                                            17.50 afrejse Helsinki

                                            18.35 ankomst København

 

Tilmelding senest 22.11.24 -turen gennemføres med minimum 10 personer

 

 


For 20 år siden var Levi blot en plet og et navn på landkortet. 170 kilometer nord for Rovaniemi og Polarcirklen. En lille flække ved landevej nr. 79 på dens lange vej nordpå gennem finske Laplands endeløsevildmark og skovområder.
I dag er Levi et af Finlands største skiområder og kendt af alverdens skientusiaster som et af de faste stop i slalomløbernes kamp om den alpine World Cup.

Flækken Levi, som for øvrigt udtales “lævvi” på korrekt finsk, har vokset sig stor og smuk, men knopskydningen af nye hoteller, lejlighedshoteller, hytter og nye bygninger, restauranter, spa- og velværecentre og forretninger for enhver smag og pengepung er sket med stor hensyntagen til områdets største aktiv – naturen. De har tænkt sig om, de gode finner, for er der noget, de kan blive enige om, så er det naturens velsignelser, også selvom de har mere end 23.000 sengepladser til salg – hver dag! 
Levi er et vidunderligt ukompliceret skiområde på trods af al den opmærksomhed og  forretning World Cup-stemplet har givet byen. Mulighederne for fysiske udfordringer er uanede.
Naturen og de storslåede øde og sneklædte landskaber er uberørte.

Der er gode daglige forbindelser fra København til Kittilä via Helsinki. Der er 15 kilometer fra Kittilä lufthavn til Levi. Total rejsetid fra København til Levi omkring fire-fem timer.

Medlem af Rejsegarantifonden 3158

 


Skiløb i 7 måneder!


Sæsonen er lang i Levi. Frosten melder sin ankomst allerede i midten af oktober, og skulle sneen undtagelsesvis begynde at falde meget senere, ordner snekanonerne ni kilometer langrendsspor og 16 alpine pister. Den deciderede højsæson er jul/nytår og marts og april, hvor solen atter står højt på himlen efter december og januars mørke. Skiløb til et godt stykke ind i maj er reglen mere end undtagelsen.

Levi ligger langt mod nord. Så langt, at solen næsten ikke står op i omkring 50 dage i perioden fra ultimo november til ultimo januar. Omvendt går den så heller ikke ned i perioden fra ultimo maj til primo august. 
Det kan godt blive koldt om vinteren, til gengæld er der sjældent meget vind, så minus 29 er egentlig ikke så galt endda – og solen er fremme samtidig!

Langrendsfaciliteterne er et kapitel for sig. Og det uanset om man er til den traditionelle klassiske diagonalteknik eller den nye skøjtestil. Der er 230 kilometer ekstremt velpræparerede løjper at boltre sig i – og hele 28 kilometer af dem med lys til klokken meget sent om aftenen.
Løjpemærkning og skiltning fungerer perfekt. Løjperne er brede med god plads i begge retninger. Og hvor du måtte komme i tvivl, fortæller skilte dig, hvem der har forkørselsret. Området byder på mere end 15 små eller store bjælkehytter eller ”laavu”, rastepladser, ofte udstyret med et lappetelt. Her kan du få varmen og købe dig en varm drik eller suppe eller en gang pandekager med multebær.


Alpint


Hjertet i området er bjerget Levi – eller Levitunturi på finsk. ”Bjerg” er måske så meget sagt, men med sine 531 meter over havet alligevel en vis størrelse. Skifolket kan glæde sig over 28 skilifte, den længste 1600 meter, fordelt hele vejen rundt om bjerget – og med skibus mellem alle liftsystemerne.
Den samlede liftkapacitet er på 27.000 skiløbere i timen, så køer er ikke-eksisterende.  
15 af de i alt 48 pister er oplyste og den længste er på 2.500 meter. De fleste pister er ”røde” og ”blå”,  men eksperterne kan afreagere på fire sorte af slagsen, blandt andet World Cup pisten.


Levitorvet

Byen bugner med shopping og fristelser – og priserne er yderst rimelige. Du finder et bredt og meget dybt sortiment af alt inden for sports- og skibeklædning og udstyr i Zero Point ved skibakken og  i allestedsnærværende Intersport og i City Sport, begge beliggende i de små gågader.

I gågaderne er der også tæt mellem souvenirbutikkerne og de mange unikke laplandske produkter. Undlad ikke at hjembringe et eller flere ”kuksa” - det specielle lappiske trækrus med hank. De to supermarkeder K-Supermarket og S-Supermarket har alt inden for dagligvarer, inklusive udsøgte lappiske specialiteter som ”poronakki”(rensdyrpølser) eller ”poron kylmäsavupaisti” – koldrøget rensdyr. Fås i lunser eller i skiver og i vakuumpakninger - lige til en plads i kufferten.

Som i Sverige og Norge sker alt salg af vin og spiritus gennem et statsmonopol. I Finland hedder det Alko (!) – og i Levi er Alko meget praktisk nabo til S-Supermarket. Priserne er yderst fornuftige, også efter danske forhold.



Lidt til halsen og ganen


Lapin Kulta er navnet på finske Laplands eget øl. Direkte oversat betyder det ”Laplands Guld” – og det er en helt speciel historie: I 1870 kom guldfeberen til Lapland, og der blev hentet mere end 130 kilo rent guld. I 1873 grundlagde en lille flok tidligere guldgravere et bryggeri – Torneå Bryggeri – i byen Torneå  (Tornio på finsk). Det var lidt af en satsning, men det lykkedes at bevise, at øllet var sin vægt værd i guld!

Der er fastfood, caféer og små og store restauranter på næsten hvert gadehjørne – og alverdens køkkener og prisniveauer er repræsenteret. Kvaliteten er generelt høj og priserne er fornuftige for sådan et vintersportssted at være. Udvalget er alsidigt, og selvfølgelig – og heldigvis - er der mange gode gamle lokale klassiske retter på menukortene.
Rensdyr specialiteten ”poronkäristys” fås på næsten alle restauranter med finsk mad i højsædet – og bør være et ”must” for ét restaurantbesøg. Strimler af stegt rensdyrkød serveret med kartoffelmos, syltede salte agurker og tyttebærsyltetøj. Laks dominerer fiskekortene og serveres på mange måder. Prøv den saltmarineret, stegt, kogt eller grillet – eller i form af ”lohikeitto”, en utrolig velsmagende laksesuppe

 

Afterski

Finnerne er ikke ligefrem kendt for at foragte de våde varer. Det gør de heller ikke i Levi. Afterski er et populært begreb og strækker sig til langt ud på natten i barer og bodegaer. Det største udskænkningssted er Areena med plads til 1.700 gæster omkring endeløse bardiske på to etager og live underholdning af Finlands mest kendte rock og popstjerner mindst 90 aftener om året, næsten dagligt i perioder i højsæsonen marts og april.
I den anden ende af skalaen er den ydmyge, men klassiske Vinkkari, beliggende ved foden af Front Pistes i en af de meget få enetages træbygninger, der har fået lov at overleve Levis forvandling til et moderne skisportssted. Vinkkari er en hyggelig café i dagtimerne med et udvalg af burgers og pizzaer, fadøl eller en stor Stroh Jägertee. ved 16.00 -18.00 tiden forvandles træhytten til fest og farver og høj musik.Stedet har indskrevet sig i Jägermeisters historiebøger. Det siges, at Vinkkari på gode dage alene står for 35 procent af den samlede finske omsætning af Jägermeister.


Hvad med nogle helt særlige oplevelser?

Er du til lidt mere oplevelse end ”bare” skiløb, så er der frit slag på hylderne. Der findes et ugeprogram både om vinteren og sommeren med mulighed for snescootersafari, slædetur med hunde eller rensdyr, guidede ture på snesko, isfiskeri, ballonudflugter og en aftentur på jagt efter nordlys, til efteråret er der vandre-, cykelture, ridning eller besøg hos rensdyrmanden.


www.levi.fi
Levi har i flere år været stop nummer 2 i den alpine World Cup kalender. Det årlige alpine cirkus starter normalt i Sölden i Østrig i oktober, og så går turen til Levi og slalomkonkurrencer for både herrer og damer